Pudeguiden

Dit valg af hovedpude er afgørende for, at du får en god nats søvn. Så oplever du ofte, at du ikke føler dig ordentlig veludhvilet om morgenen, kan det skyldes, at du sover med en forkert hovedpude. Du skal have følgende med i din overvejelse, når du vælger din hovedpude.

Din sovestilling

Sover du oftest på maven, skal du vælge en lav til mellemhøj hovedpude – og måske også en, der er blødere, end hvis du f.eks. sover på ryggen. Dog er den klare anbefaling fra os, at prøve om du kan sove på enten siden eller ryggen, da det er bedre for din nakke. Når du sover på ryggen, har din nakke brug for mere støtte, og det vil stadig være en lav eller mellemhøj hovedpude, du skal gå efter. Sover du derimod oftest på siden, skal du vælge en mellemhøj til høj hovedpude – om det skal være en hårdere eller blødere pude, er meget individuelt.

Pudens fyld

Når du skal kigge efter din næste hovedpude, er det også vigtigt, at du tager stilling til hvilket fyld der skal være i din pude. Lad os se nærmere på de 3 typer fyld, som vi har i vores sortiment.

Naturfyld

Hos Quilts of Denmark arbejder vi med dun, fjer og silke i vores puder med naturfyld. Fordelen ved en pude med dun og/eller fjer, er at den føles utroligt blød og lækker, samtidig med, at fyldet kan flyttes rundt, hvilket mange godt kan lide, så de kan “forme” deres pude. Dun og fjer er også gode til at transportere fugt væk fra hovedet, hvilket er en fordel, hvis du har det varmt om natten. Det er vigtigt, at du husker at vaske din pude med jævne mellemrum, så dunene og fjerene holder sig friske og luftige. Se mere om, hvordan du vasker din pude her.

Fiberfyld

Fiber er en væsentlig billigere fyldtype end både dun, fjer og skum. Fordelen ved fiber er derfor også, at puder med fiber for det meste er billigere end en dun- eller skumpude. Hvorvidt du foretrækker fiber eller dun/fjer, er ofte et spørgsmål om, hvad du er vandt til at sove med. Vi hører også tit, at folk med allergi overfor dun og fjer, vælger en fiberpude.

Skumfyld

Vi bruger skumfyld i alle vores ergonomiske hovedpuder. Ergonomiske hovedpuder kommer i mange former og er beregnet til at aflaste din nakke og skuldre. Vi bruger memory-skum i vores skumpuder, som former sig efter din krop og støtter hele natten igennem. Det er derfor også vigtigt, at du vælger en pude, som passer til dine behov, så du ikke ender med at ligge forkert. Søg eventuelt vejledning hos en kiropraktor, eller få hjælp af personalet ude i butikkerne.